Nyheder‎ > ‎

Sicilien - San Vito lo Capo 2011

indsendt 4. okt. 2011 12.30 af Mads Nyberg Hansen   [ opdateret 6. okt. 2011 01.50 ]
Vi er et par stykker fra Juggernaut, der gennem et års tid havde leget med tanken om at tage en forlænget dykkerweekend syd på. Ryan Air har en del afgange til landende omkring Middelhavet, så der er nok af destinationer at vælge imellem, hvis det skal gøres med et lavprisflyselskab. Valget faldt på Sicilien, da flyvetiderne gav os mulighed for 2 dages dykning og samtidig holde de 24 timer på overfladen, inden turen gik tilbage til Danmark.
San Vito lo Capo er en lille hyggelig ferieby på den sicilianske nordvestkyst. Den ligger ca. en times kørsel fra lufthavnen ved Trapani og ca. 2 timers kørsel fra Palermo. Endnu har de store rejseselskaber ikke fået øjnene op for denne perle, så det er fortrinsvis italienske turister, der præger bybilledet. Her er masser af vandsportsaktiviteter, lige fra sopning ved den børnevenlige badestrand til dykning med et af byens 4 dykkercentre.

San Vito lo Capo, Sicilien


Dag 1  - Afgang fra Billund.

Flyet afgik til tiden torsdag d. 15/9 kl. 20.45 og landede knap 3 timer senere i lufthavnen i Trapani. Ét styk Fiat Punto var bestilt hjemmefra. Vi kunne godt have fået en større bil, men så var den pludselig ikke italiensk. Den gik ikke… Så hellere sidde tæt! Med sædvanlig siciliansk effektivitet tog det en god ½ time at få udleveret nøglerne til bilen, selvom der kun var 3 andre foran i køen. Nu blev det spændende, om vi kunne få plads til 4 voksne mænd inkl. dykkerudstyr i sådan en lille bil. Det gik fint, når blot midten af bagsædet blev inddraget til bagage. Kl. 0.30 kørte vi fra lufthavnen og kl. 01.30 ankom vi til Hotel Mira Spiaggia i San Vito lo Capo.


Dag 2 - Dykning


Vi havde lavet en aftale med dykkercentret, Under Hundred Diving, at vi kunne få 3 dyk om dagen. Mødetid var kl. 8.30. Dykkercentret drives af den muntre napolitaner, Roberto Fermo, hvis mål er at holde antallet af dykkere på hans ture på et beskedent niveau. Roberto, der tidligere har drevet centre og været instruktør i lande som Egypten og Kenya, er ganske god til at tale engelsk, hvad man ikke nødvendigvis kan forvente på de kanter. Og så har han en humor, der ikke ligger fjernt fra den danske. Sammen med sin divemaster, Davide, stod de for at afvikle turene under vores besøg. Normalt får Roberto også hjælp af sin kone, men da feriesæsonen er ovre, er hun taget hjem til Napoli for at sende børnene i skole.


Selve dykkercentret er ikke meget andet end et skur, der ligger på stranden under en gruppe af pinjetræer. Men trods den trange plads, er der alt, hvad der skal være. Udlejningsudstyret virkede også ud til at være i rigtig fin stand, selvom det var mindre relevant for os.


Vores første dyk gik til Grotta delle Colonne – eller søjlegrotten. Det ligger, som de fleste dykkesteder i området, ud for naturreservatet Lo Zingaro sydøst for San Vito lo Capo. Vi hoppede i vandet med Roberto, imens Davide blev i båden. Vores computere målte en temperatur 26-27 grader i overfladen, men på ca. 20 meter var den svundet til sølle 19 grader. Sigten var 20-25 meter og overalt var der flokke af den lille fisk, Chromis chromis. Af of til blev flokkene afløst af den lile, lyserøde Anthias anthias, der dog synes at foretrække de lidt dybere vandlag. På ca. 22 meters dybde svømmede vi ind i en hule, der var stor og rummelig. Midt i hulen forbindes gulv og loft af en stalaktit/søjle, som man lige svømmer ind og runder inden turen går ud af hulen igen. En muræne og en congerål blev også udpeget på dette dyk, men de gik desværre undertegnedes næse forbi.

Dykkercenteret Under Hundred's RIB med rigelig plads ombord
 
    
Jørgen og Morten med Monte Monaco i baggrunden

På dagens andet dyk fik vi selskab af en par italienere, så vi måtte en tur ind til havnen igen for at samle op og skifte flasker. Kl. 11 var der afgang til Cala Rossa (Den Røde Bugt). Her dykkede vi rundt på plateauer og små drop-offs, imens vi spejdede efter større havbarser og snappere. På ca. tre kvarter havde jeg talt 8 eller 9 muræner, så jeg blev så rigeligt kompenseret for den, jeg missede på det første dyk. Cala Rossa byder på et rigt dyreliv i både antal og variation.


Tredje dyk var mødtiden sat til kl 15.00. Inden da kunne vi lige nå op i byen og nyde en solid gang frokost, en kop espresso og en is. Da det kun var os 4 danskere, der skulle med på dagens sidste dyk, synes Roberto lige, at vi kunne nå at hygge os med en kop kaffe på den lokale bar, der ligger ved lystbådehavnen. Kl. 15.30 var der afgang til Grotta Perciata, der ligger på vestlige side af San Vito lo Capo. Her førte Davide os ned langs en væg, der går vinkelret på kysten, indtil man når en hule på ca. 20 meter. I hulens loft er der store huller (perciata betyder noget i retningen af ødelagt eller gennemhullet), hvor lyset kommer igennem. Morten og jeg dannede bagtrop og på vej ud af hulen stødte vi på en mindre blæksprutte. Desværre lykkedes det os ikke at påkalde opmærksomhed, så det blev kun os, der fik fornøjelsen af den.

De gule gorgonier findes i stor stil
 
    
Indgangen til Grotta Perciata


Tilbage på hotellet stod den på et tiltrængt bad og en øl i baren inden, at vi tog ud for at spise og nyd aftenstemningen i byen. Der ligger de første 15 restauranter inden for 100 meter, så der er nok at vælge imellem.


Dag 2 – Mere dykning


Dagens første dyk var på Cataratta. Vi gik direkte mod bunden på ca. 20 meter. Lige under Roberto lå en rokke og hvilede sig, men den besluttede sig for stikke af, da vi alle nærmede os den. Fra ca. 20 meter og nedefter støder man på nogle flotte kolonier af røde gorgonier. Gorgonier – eller hornkoraller – er meget almindelige i Middelhavet, men på lavere dybder er det mest de gule, man ser. På Cataratta er de røde gorgonier særligt talrige og er et must-see, når man er i området. Man skal være opmærksom på sin computer under dette dyk. Med en maks. dybde på ca. 35 meter og en gennemsnitsdybde på over 20 meter er risikoen for at overskride sin ikke-dekompressionstid stor. Vi havde forinden aftalt et håndsignal for tid til deko-grænsen med Roberto, således vi kunne komme sikkert og samlet i overfladen.

Sikkerhedsstop
 
Mads i forgrunden og Morten i bagrunden 
Under os er en koloni af røde gorgonier


Andet dyk var på Il Firriato, som ligger lige ved Laghi de Venere (Venussøerne), som er et lille aflukke, man kan selje ind i. Det er dannet af nogle klippeskær, der ligger næste inde ved kysten. På dykket havde vi fået selskab af et ungt par fra Como. De havde begge SSI Open Water, så det satte sin begrænsning af dybden. Det var nu ganske fint, det foregående dyk taget i betragtning. På Il Firriato er der en del passager, som minder lidt om grotter, men hvor taget ikke er lukket af. Inde i et hul i en klippevæg lå en blæksprutte og vogtede æg. Som prikken over i’et, sluttede dykket af med et møde med en såkaldt ”Cassiopea” (Cotylorhiza tuberculata) – en harmløs gople med fantastiske farver.

Det sidste dyk var på Cala Mpiso. Det var et forholdsvis ukompliceret dyk frem og tilbage langs en væg/skråning. Da det var sidst på eftermiddagen og solen stod bag bjergene i Lo Zingaro, blev der ekstra brug for vores lygter for at få farverne frem på diverse fisk og fastsiddende dyr. Davide førte an på dette og det forrige dyk. Han gør meget for, at alle får set de ting, som hans øje spotter. Lige fra en languster under et udhæng til en flot formation af små, orange koraldyr.


Il Firriato - den bagerste dykker er Nicolai
 
    
En koloni af korallen Astroides calycularis


Om aftenen stod den på god mad hygge i byen. Det sicilianske køkken er fantastisk. Er man ikke er helt allergisk over for fisk, bør man unde sig selv en pastaret med sværdfisk eller tun. Det sidste kan ikke sammenlignes med det tun, vi køber på dåse i Danmark. Den lokale ”pesto trapanese” lavet på mandler, tomat og hvidløg, smager også fortrinligt på en bruschetta eller i en pastaret.

Til trods for, at det er uden for sæson, er der masser af folk i byen af fortrinsvis italienske turister. På Piazza Santuario var der live musik og overalt gik unge, gamle, børn og forældre rundt og hyggede sig. Rundt omkring i gaderne var der boder med diverse sicilianske delikatesser og specialiteter.


Dag 3 - Erice og hjemtur


Da vi først skulle flyve fra Trapani kl. 17.10, besluttede vi at tilbringe resten af dagen i den lille middelalderby, Erice, der ligger i 750 meters højde på toppen af bjerget af sammen navn. Herfra har man udsigt ud over Trapani, De Egadiske Øer (Favignana, Levanzo og Marretimo) samt hele den nordvestlig del af Sicilien. Byen bærer en smule præg af turisme, men ikke mere, end at det er til at holde ud. Ifølge romersk mytologi, var det vist nok her, at gudinden Venus holdte til. Hendes ”badekar” kan stadig ses på den gamle normanniske borg. Erice byder på masser af stemning med de gmale bygninger, smalle gyder og hyggelige små baggårde.


Ved 15-tiden besluttede vi at køre til lufthavnen. Vi skulle senest være der en time før, men bilen skulle lige afleveres og bagagen med vores dykkerudstyr checkes ind.



Ovenover: Udsigten fra Erice nord på mod San vito lo Capo
Bjerget i baggrunden hedder Monte Cofano
Til højre:
En hyggelig baggård i Erice
 
    


Alt i alt

Hvis turen skal gøres op i økonomi, er det formentlig billigere per dyk at tage en afbudsrejse til Rødehavet. Turen kan dog gøres mere lavbudget ved f.eks. at leje en lejelighed og selv stå for maden. Ligeledes bliver det relativt billigere ved at forlænge opholdet, da flybilletten jo er betalt. Handler turen om lidt mere end dykning eller er tiden ikke til mere end en forlænget weekend, kan San Vito lo Capo på det kraftigste anbefales.

Flere firmaer specialiserer sig i at hente/bringe feriegæster mellem lufthavn og hotel. Hvis man ikke vil på udflugt, kan man lige så godt bestille en ”transfer”, eller bede hotellet om at arrangere det. Det er dog en del af Italien, som har så meget at byde på, at man ikke skal snyde sig selv for oplevelser oven vande. Har man en ikke-dykkende familie med, er San vito lo Capo den perfekte ferieby med en børnevenlig badestrand.

Middelhavet byder selvfølgelig ikke på de overdådige koralrev, som f.eks Rødehavet. Men det gør det absolut ikke mindre spændende. Overalt er der spændende klippeformationer, som er overbevokset med fastsiddende dyr, alger eller ålegræs.  Sigtbarheden er i top og overalt er der stimer af fisk. De fleste i afdæmpede farver, men nogle arter brillerer med farvespil, der får én til at tro, at der er tale om tropefisk på afveje. Havtemperaturen, som vi oplevede den, var aldrig lavere end 18 grader. Det meste af tiden varmere og i de øverste vandlag helt op til 26-27 grader. Det burde få selv den mest kuldskære jeg-nægter-nogensinde-at-dykke-i-Danmark-for-det-er-koldt-dykker til at holde varmen i en fornuftig dragt. 


Tips:

Hvis du vælger at køre selv, er det en god idé at medbringe en GPS.

Bestil nitrox i god tid – gerne hjemmefra.

De få restauranter, der forsøger at praje kunder fra gaden, hører ikke til blandt de bedste.

I højsæsonen i juli og august er mange ting dyrere. I september er der stadig varmt, men toppen af turismen er taget af. Kommer vi hen i oktober, begynder dykkercentrene at lukke ned.

Af øvrige udflugtsmål inden for en times kørsel fra San Vito lo Capo og ½ time fra lufthavnen i Trapani kan nævnes:
Segesta – en gammel græsk ruinby med et tempel og et amfiteater.
Trapani – hvis man er til de lidt større byer.
Scopello – en hyggelig lille by. Her blev et par scener til filmen Ocean’s Twelve optaget.
Naturreservatet Lo Zingaro

Links:

Under Hundred

Ryan Air

San Vito lo Capo


Tak til Jørgen, Morten og Nicolai for video- og billedmateriale.