indsendt 12/02/2012 10.53 af Jonas Pedersen
[
opdateret 12/02/2012 10.54
]
Det skulle egentlig have været en dykkertur, men der var ikke den helt store tilslutning den dag. Om det havde noget med det halv kedelige og lidt kolde vejr vides ikke. Derfor blev det besluttet at spise et par rundstykker, lidt wienerbrød og gøre et forsøg på at reparere bådbroen. Den var kommet til at hænge lidt i den ene side og mistanken var at det var en eller flere at tønderne under broen der havde mistet pusten. Så der måtte en mand i tørdragt ned og fyldt lidt luft i tønderne igen.
En mand i tørdragt uden bly var dog ikke en større succes. Om det havde noget med wienerbrøden der lige var indtaget vides ikke helt. Der blev fundet noget bly og en regulator han kunne få i munden.
Ned under vandet med ham og få fyldt noget luft i tønderne. Det hjalp desværre ikke. Mens vi stod og små frøs blev det hurtigt besluttet at det vidst var et projekt der skulle laves til foråret når der var lidt mere varme i luften. En formiddag var gået og det var på tide at tage hjem til den dejlige og varme brændeovn. |
indsendt 09/10/2011 09.38 af Nicolai Kildal
En herlig fredag aften i oktober samledes en håndfuld Juggernaut'ere for at fejre udklækkelsen af klubbens seneste CMAS** dykker. Jonas havde endelig fået gennemført det sidste 10m+ dyk og måtte derfor - traditionen tro - indkalde til elevfest. Det blev en rigtig hyggelig aften med mad fra grill og dertil hørende sund salat - kartoffelsalat :-)
Inden al hyggen kunne gå igang, var der dog først en lille opgave som Jonas, Jonas & Nicolai måtte løse i havnebassinet: |
indsendt 04/10/2011 12.30 af Mads Nyberg Hansen
[
opdateret 06/10/2011 01.50
]
Vi er et par stykker fra
Juggernaut, der gennem et års tid havde leget med tanken om at tage en
forlænget dykkerweekend syd på. Ryan Air har en del afgange til landende
omkring Middelhavet, så der er nok af destinationer at vælge imellem, hvis det
skal gøres med et lavprisflyselskab. Valget faldt på Sicilien, da flyvetiderne
gav os mulighed for 2 dages dykning og samtidig holde de 24 timer på
overfladen, inden turen gik tilbage til Danmark.
San Vito lo Capo er en
lille hyggelig ferieby på den sicilianske nordvestkyst. Den ligger ca. en times
kørsel fra lufthavnen ved Trapani og ca. 2 timers kørsel fra Palermo. Endnu har
de store rejseselskaber ikke fået øjnene op for denne perle, så det er
fortrinsvis italienske turister, der præger bybilledet. Her er masser af
vandsportsaktiviteter, lige fra sopning ved den børnevenlige badestrand til
dykning med et af byens 4 dykkercentre.
San Vito lo Capo, Sicilien91010 San Vito Lo Capo Trapani
Dag 1
- Afgang fra Billund.
Flyet afgik til tiden
torsdag d. 15/9 kl. 20.45 og landede knap 3 timer senere i lufthavnen i
Trapani. Ét styk Fiat Punto var bestilt hjemmefra. Vi kunne godt have fået en
større bil, men så var den pludselig ikke italiensk. Den gik ikke… Så hellere
sidde tæt! Med sædvanlig siciliansk effektivitet tog det en god ½ time at få
udleveret nøglerne til bilen, selvom der kun var 3 andre foran i køen. Nu blev
det spændende, om vi kunne få plads til 4 voksne mænd inkl. dykkerudstyr i
sådan en lille bil. Det gik fint, når blot midten af bagsædet blev inddraget
til bagage. Kl. 0.30 kørte vi fra lufthavnen og kl. 01.30 ankom vi til Hotel
Mira Spiaggia i San Vito lo Capo.
Dag 2 - Dykning
Vi havde lavet en aftale
med dykkercentret, Under Hundred Diving, at vi kunne få 3 dyk om dagen. Mødetid
var kl. 8.30. Dykkercentret drives af den muntre napolitaner, Roberto Fermo, hvis
mål er at holde antallet af dykkere på hans ture på et beskedent niveau.
Roberto, der tidligere har drevet centre og været instruktør i lande som
Egypten og Kenya, er ganske god til at tale engelsk, hvad man ikke nødvendigvis
kan forvente på de kanter. Og så har han en humor, der ikke ligger fjernt fra
den danske. Sammen med sin divemaster, Davide, stod de for at afvikle turene
under vores besøg. Normalt får Roberto også hjælp af sin kone, men da
feriesæsonen er ovre, er hun taget hjem til Napoli for at sende børnene i
skole.
Selve dykkercentret er
ikke meget andet end et skur, der ligger på stranden under en gruppe af pinjetræer.
Men trods den trange plads, er der alt, hvad der skal være. Udlejningsudstyret
virkede også ud til at være i rigtig fin stand, selvom det var mindre relevant
for os.
Vores første dyk gik til Grotta
delle Colonne – eller søjlegrotten. Det ligger, som de fleste dykkesteder i
området, ud for naturreservatet Lo Zingaro sydøst for San Vito lo Capo. Vi
hoppede i vandet med Roberto, imens Davide blev i båden. Vores computere målte
en temperatur 26-27 grader i overfladen, men på ca. 20 meter var den svundet
til sølle 19 grader. Sigten var 20-25 meter og overalt var der flokke af den
lille fisk, Chromis chromis. Af of til blev flokkene afløst af den lile,
lyserøde Anthias anthias, der dog synes at foretrække de lidt dybere vandlag.
På ca. 22 meters dybde svømmede vi ind i en hule, der var stor og rummelig.
Midt i hulen forbindes gulv og loft af en stalaktit/søjle, som man lige svømmer
ind og runder inden turen går ud af hulen igen. En muræne og en congerål blev
også udpeget på dette dyk, men de gik desværre undertegnedes næse forbi.
|
Dykkercenteret Under Hundred's RIB med rigelig plads ombord
|
|
Jørgen og Morten med Monte Monaco i baggrunden
|
På dagens andet dyk fik
vi selskab af en par italienere, så vi måtte en tur ind til havnen igen for at
samle op og skifte flasker. Kl. 11 var der afgang til Cala Rossa (Den Røde
Bugt). Her dykkede vi rundt på plateauer og små drop-offs, imens vi spejdede
efter større havbarser og snappere. På ca. tre kvarter havde jeg talt 8 eller 9
muræner, så jeg blev så rigeligt kompenseret for den, jeg missede på det første
dyk. Cala Rossa byder på et rigt dyreliv i både antal og variation.
Tredje dyk var mødtiden
sat til kl 15.00. Inden da kunne vi lige nå op i byen og nyde en solid gang
frokost, en kop espresso og en is. Da det kun var os 4 danskere, der skulle med
på dagens sidste dyk, synes Roberto lige, at vi kunne nå at hygge os med en kop
kaffe på den lokale bar, der ligger ved lystbådehavnen. Kl. 15.30 var der
afgang til Grotta Perciata, der ligger på vestlige side af San Vito lo Capo.
Her førte Davide os ned langs en væg, der går vinkelret på kysten, indtil man
når en hule på ca. 20 meter. I hulens loft er der store huller (perciata
betyder noget i retningen af ødelagt eller gennemhullet), hvor lyset kommer
igennem. Morten og jeg dannede bagtrop og på vej ud af hulen stødte vi på en
mindre blæksprutte. Desværre lykkedes det os ikke at påkalde opmærksomhed, så
det blev kun os, der fik fornøjelsen af den.
|
De gule gorgonier findes i stor stil
|
|
Indgangen til Grotta Perciata
|
Tilbage på hotellet stod
den på et tiltrængt bad og en øl i baren inden, at vi tog ud for at spise og nyd
aftenstemningen i byen. Der ligger de første 15 restauranter inden for 100
meter, så der er nok at vælge imellem.
Dag 2 – Mere dykning
Dagens første dyk var på
Cataratta. Vi gik direkte mod bunden på ca. 20 meter. Lige under Roberto lå en
rokke og hvilede sig, men den besluttede sig for stikke af, da vi alle nærmede
os den. Fra ca. 20 meter og nedefter støder man på nogle flotte kolonier af
røde gorgonier. Gorgonier – eller hornkoraller – er meget almindelige i
Middelhavet, men på lavere dybder er det mest de gule, man ser. På Cataratta er
de røde gorgonier særligt talrige og er et must-see, når man er i området. Man
skal være opmærksom på sin computer under dette dyk. Med en maks. dybde på ca.
35 meter og en gennemsnitsdybde på over 20 meter er risikoen for at overskride
sin ikke-dekompressionstid stor. Vi havde forinden aftalt et håndsignal for tid
til deko-grænsen med Roberto, således vi kunne komme sikkert og samlet i overfladen.
|
Sikkerhedsstop
|
|
Mads i forgrunden og Morten i bagrunden
Under os er en koloni af røde gorgonier
|
Andet dyk var på Il Firriato, som ligger lige ved Laghi de Venere (Venussøerne),
som er et lille aflukke, man kan selje ind i. Det er dannet af nogle klippeskær,
der ligger næste inde ved kysten. På dykket havde vi fået selskab af et ungt
par fra Como. De havde begge SSI Open Water, så det satte sin begrænsning af
dybden. Det var nu ganske fint, det foregående dyk taget i betragtning. På Il
Firriato er der en del passager, som minder lidt om grotter, men hvor taget
ikke er lukket af. Inde i et hul i en klippevæg lå en blæksprutte og vogtede
æg. Som prikken over i’et, sluttede dykket af med et møde med en såkaldt
”Cassiopea” (Cotylorhiza tuberculata) – en harmløs gople med fantastiske
farver.
Det sidste dyk var på
Cala Mpiso. Det var et forholdsvis ukompliceret dyk frem og tilbage langs en
væg/skråning. Da det var sidst på eftermiddagen og solen stod bag bjergene i Lo
Zingaro, blev der ekstra brug for vores lygter for at få farverne frem på
diverse fisk og fastsiddende dyr. Davide førte an på dette og det forrige dyk.
Han gør meget for, at alle får set de ting, som hans øje spotter. Lige fra en
languster under et udhæng til en flot formation af små, orange koraldyr.
|
Il Firriato - den bagerste dykker er Nicolai
|
|
En koloni af korallen Astroides calycularis
|
Om aftenen stod den på god
mad hygge i byen. Det sicilianske køkken er fantastisk. Er man ikke er helt
allergisk over for fisk, bør man unde sig selv en pastaret med sværdfisk eller
tun. Det sidste kan ikke sammenlignes med det tun, vi køber på dåse i Danmark.
Den lokale ”pesto trapanese” lavet på mandler, tomat og hvidløg, smager også fortrinligt
på en bruschetta eller i en pastaret.
Til trods for, at det er
uden for sæson, er der masser af folk i byen af fortrinsvis italienske
turister. På Piazza Santuario var der live musik og overalt gik unge, gamle,
børn og forældre rundt og hyggede sig. Rundt omkring i gaderne var der boder
med diverse sicilianske delikatesser og specialiteter.
Dag 3 - Erice og hjemtur
Da vi først skulle flyve
fra Trapani kl. 17.10, besluttede vi at tilbringe resten af dagen i den lille
middelalderby, Erice, der ligger i 750 meters højde på toppen af bjerget af
sammen navn. Herfra har man udsigt ud over Trapani, De Egadiske Øer (Favignana,
Levanzo og Marretimo) samt hele den nordvestlig del af Sicilien. Byen bærer en
smule præg af turisme, men ikke mere, end at det er til at holde ud. Ifølge
romersk mytologi, var det vist nok her, at gudinden Venus holdte til. Hendes
”badekar” kan stadig ses på den gamle normanniske borg. Erice byder på masser
af stemning med de gmale bygninger, smalle gyder og hyggelige små baggårde.
Ved 15-tiden besluttede
vi at køre til lufthavnen. Vi skulle senest være der en time før, men bilen
skulle lige afleveres og bagagen med vores dykkerudstyr checkes ind.
|
Ovenover: Udsigten fra Erice nord på mod San vito lo Capo
Bjerget i baggrunden hedder Monte Cofano
Til højre: En hyggelig baggård i Erice
|
|
|
Alt i alt
Hvis turen skal gøres op
i økonomi, er det formentlig billigere per dyk at tage en afbudsrejse til
Rødehavet. Turen kan dog gøres mere lavbudget ved f.eks. at leje en lejelighed
og selv stå for maden. Ligeledes bliver det relativt billigere ved at forlænge
opholdet, da flybilletten jo er betalt. Handler turen om lidt mere end dykning
eller er tiden ikke til mere end en forlænget weekend, kan San Vito lo Capo på
det kraftigste anbefales.
Flere firmaer
specialiserer sig i at hente/bringe feriegæster mellem lufthavn og hotel. Hvis
man ikke vil på udflugt, kan man lige så godt bestille en ”transfer”, eller
bede hotellet om at arrangere det. Det er dog en del af Italien, som har så
meget at byde på, at man ikke skal snyde sig selv for oplevelser oven vande.
Har man en ikke-dykkende familie med, er San vito lo Capo den perfekte ferieby
med en børnevenlig badestrand.
Middelhavet byder selvfølgelig
ikke på de overdådige koralrev, som f.eks Rødehavet. Men det gør det absolut
ikke mindre spændende. Overalt er der spændende klippeformationer, som er
overbevokset med fastsiddende dyr, alger eller ålegræs. Sigtbarheden er i top og overalt er der
stimer af fisk. De fleste i afdæmpede farver, men nogle arter brillerer med
farvespil, der får én til at tro, at der er tale om tropefisk på afveje. Havtemperaturen,
som vi oplevede den, var aldrig lavere end 18 grader. Det meste af tiden varmere
og i de øverste vandlag helt op til 26-27 grader. Det burde få selv den mest
kuldskære jeg-nægter-nogensinde-at-dykke-i-Danmark-for-det-er-koldt-dykker til
at holde varmen i en fornuftig dragt.
Tips:
Hvis du vælger at køre
selv, er det en god idé at medbringe en GPS.
Bestil nitrox i god tid –
gerne hjemmefra.
De få restauranter, der
forsøger at praje kunder fra gaden, hører ikke til blandt de bedste.
I højsæsonen i juli og
august er mange ting dyrere. I september er der stadig varmt, men toppen af
turismen er taget af. Kommer vi hen i oktober, begynder dykkercentrene at lukke
ned.
Af øvrige udflugtsmål inden for en times kørsel fra San Vito lo Capo og ½ time fra lufthavnen i Trapani kan nævnes:
Segesta – en gammel græsk ruinby med et tempel og et amfiteater.
Trapani – hvis man er til de lidt større byer.
Scopello – en hyggelig lille by. Her blev et par scener til filmen Ocean’s Twelve optaget.
Naturreservatet Lo Zingaro
Links:
Under Hundred
Ryan Air
San Vito lo Capo
Tak til Jørgen, Morten og Nicolai for video- og billedmateriale.
|
indsendt 06/03/2011 07.51 af Per Thorsen
Igen et år siden sidst. Det er efterhånden en trofast skare der tropper op til Juggernauts årlige tøndeafslagning. Først hopper vi ud fra havnekanten efter en tønde og derefter er der tøndeafslagning for udklædte børn. Desuden er der altid nogle undrende tilskuere der aldrig har set noget lignende. En enkelt dristig tilskuer var vittig og bemærkede at katten jo nok ikke kunne lide vand, hvorefter et medlem på brøkdele af sekunder replicerede at vi jo slog havkatten af tønden. Jow jow man bliver kvik af sådan en dukkert. Efter arbejdet drikker vi chokolade og får fastelavnsboller til. En herlig søndag eftermiddag i marts.
|
indsendt 06/03/2011 07.36 af Per Thorsen
Så skulle det være. En tur til Lillebælt uden havarerende biler og andet. Alt tegnede godt indtil nogle fik den gode ide at eftersøge Snoghøjkutteren!!! Dette vrag rangerer på linie med den forsvundne by Atlantis, og det er endnu ikke lykkedes at finde den. Og heller ikke denne gang selvom forholdene var ideelle. så her har vi en udfordring i fremtiden. Vi trak os derfor tilbage til kendte omgivelser, og alle inklusive de uheldige lykkejægere fik et godt dyk ved Søbadet. Det svigter aldrig. Og så var der dømt Burger King. |
indsendt 17/01/2011 12.26 af Jonas Pedersen
[
opdateret 17/01/2011 14.47 af Per Thorsen
]
Søndag morgen kl. 8 startede vi 3 biler op for at køre en tur til Lillebælt og få et friskt vinter dyk. To af bilerne var nået ned til omkring Frederecia da de fik et opkald fra den 3. bil der også havde gummibåden med på slæb. Det var ikke gode nyheder. De holde i nødsporet nogle få hundrede meter syd for Horsens S afkørslen med en bil der ikke kunne køre længere. Der var ikke andet at gøre end at vende bilerne og køre tilbage og hente dem. Vi fik pakket bilerne om og alle mand forsatte i de to resterende biler og kom sikkert frem til Søbadet.
Vi fik sat båden i vandet og kom i udstyret og glædede os til at komme under vandet. Vi delte os i 3 hold og de to første hold hoppede i vandet. Efter ca. 45 minutter var begge hold oppe af vandet igen. De berettede om en sydgående strøm der var svag hvis man hold sig til væggen. Endelig skulle jeg selv i vandet. Min makker og jeg gjorde os klar og gik i vandet. I løbet af et par minutter kravlede vi ud over skranten og vi drev i den svage strøm langs væggen. Dybden var omkring 14-16 m. Sigten var rimelig og hverken fødder eller fingre frøs. Det kunne ikke være meget bedre. Efter ca. 20 minutter begynder jeg at høre en svag, men konstant, hvæsen fra min primære regulator. Det regulatorsæt jeg eller aldrig har haft problemer med når vandet er omkring de 0 grader. Jeg signalerer til min makker at jeg har et begyndende free-flow på min primære regulator og at vi nok hellere må bevæge os stille og roligt mod overfladen. Vi kravler stille og roligt op over skranten og tager de obligatoriske 3 minutter. Mit free-flow bliver værre og værre og til sidst ligger jeg i et mindre boblebad. Efter de 3 minutter bevæger vi os de sidste stykke til overfladen og ender med et fint dyk på 25 minutter.
Vi får pakket vores udstyr sammen og hiver gummibåden på land igen. Det hele slutter med den obligatoriske tur på Burger King.
|
indsendt 02/01/2011 13.57 af Per Thorsen
Sæsonen 2011 er startet forrygende. Høj sol og let frost ved Marselisborg lystbådehavn. Nok er vandet - 2 grader, men der er frisk søsalat og ulkene har gydet. Det er koldt at blive født som ulk. En enkelt brandmand synes at tro på den globale opvarmning og arbejder uden tøven med at svømme rundt. Der er også set stankelbenskrabbe og ulk, begge meget rolige.
|
indsendt 02/01/2011 13.53 af Per Thorsen
Juggernauts julefrokost udviklede sig skandaløst. Den ellers så sikre opskrift på frugtsalat fejlede. Der blev spist op !!! Der var ellers lavet 12 ltr til 17 personer. Enkelte påstår efterfølgende at de intet kender til affæren, men det har andre årsager.
|
indsendt 02/01/2011 13.49 af Per Thorsen
Igen må vi sande det er sidst på sæsonen, men man kan jo være heldig. Mellem to stormfulde dage fik vi en aften med klart stille vejr. Og hvad betyder 7 grader i vandet med en god tørdragt? Flot tur med byens lys på hjemvejen.
|
indsendt 02/01/2011 13.46 af Per Thorsen
En dag med blæsevejr fra vest er det godt at ligge i læ ved den Permanente. Vandet er nu faldet til 8 grader og vinteren melder sin anmarch. Stadig flotte farver men få fisk.
|
|
